Ruined by the Marquess: A Forced Marriage Historical Romance (Arranged Marriage Historical Romance Traditional Regency Romance) (Alpha Male Matchmaking Romance Historical Victorian Romance) (31 page)
Ødelagt af markis
Paige Parker
© Copyright 2016 by FamiMK Media & Publishing, LLC - All rights reserved.
Dette dokument er med til at give nøjagtige og pålidelige informationer i relation til emnet og spørgsmål. Publikationen er solgt med ideen om, at forlaget er ikke forpligtet til at aflaegge regnskab, officielt tilladt, eller i øvrigt kvalificeret service. Hvis rådgivningen er juridisk eller professionel, en øvet person i erhverv skal bestilles.
- en angivelse af de principper, der blev vedtaget og godkendt på lige fod med et udvalg af American Bar Association og et udvalg af forlag og foreninger.
På ingen måde er det lovligt at reproducere, kopiere eller overføre nogen del af dette dokument i enten elektronisk eller i trykt format. Optagelsen af denne publikation er strengt forbudt og enhver oplagring af dette dokument er ikke tilladt uden skriftlig tilladelse fra udgiveren. All rights reserved.
Oplysningerne heri angives at være sandfærdig og konsistent, at ethvert erstatningsansvar i forbindelse med manglende opmærksomhed eller andet, ved enhver brug eller misbrug af politikker, processer eller retninger, der ligger i det ensomme og totalt ansvar for modtageren læser. Under ingen omstændigheder vil et retligt ansvar eller skyld holdes ind mod udgiveren for nogen erstatning, erstatning eller monetære tab på grund af informationen heri, enten direkte eller indirekte.
Respektive forfattere ejer alle ophavsrettigheder, der ikke er ejet af udgiveren.
Oplysningerne heri er afgivet til orientering alene og er universelle. Præsentationen af informationerne er uden kontrakt eller nogen form for garanti.
Varemærker, som anvendes er uden samtykke, og offentliggørelsen af varemærke er uden tilladelse eller opbakning fra ejeren af varemærket. Alle varemærker og brands indenfor denne bog er afklaring af formål og er ejet af ejerne selv, som ikke er tilknyttet dette dokument.
Indholdsfortegnelse
William Stanley kaldes tilbage fra militæret, da hans ældre bror og fremtiden Marquess of Devonshire forgængelige i en fatal transport uheld. Nu er han forventede at modtage titlen og de pligter, der følger med den.
Katherine er tvunget til at gifte sig med en ældre hertug af hendes egen far, der ser kampen som et mål for at sikre et værdifuldt politisk forbundsfælle. Katherine absolut hader tanken om ægteskab, med egne øjne se, hvor kun tiden kunne det være nogle kvinder, især føjelige som hendes mor. Hun ikke vil lide samme skæbne, men da hendes far truer med at skade hende mor, hun står tilbage med noget andet valg end at acceptere hans kvalmende ordre.
Hvad sker der, når William beslutter at redde Katherine, hans lille fætter's bedste ven, som han aldrig havde betalt meget opmærksomhed indtil nu? Katherine har haft en dum crush på William siden barndommen, men nu hvor han er kommet tilbage fra hæren ser bedre ud end nogensinde, vil hun være i stand til at styre hendes forræderiske følelser?
William igen læst brevet med rystende hænder. Da der havde været nogle fejl! Men familien emblem indlagte paa brevet gjorde det mere end klart, at det stykke papir, var fra hans ulykkelige fader.
Griffin, hans ældre bror, bedste ven og confidante var ikke mere! William følte galden op i halsen. Tre år i hæren og fire grusomme kampe ikke havde påvirket ham så meget som denne nyhed. Han følte det, som om al energien var drænet fra hans krop, al luften suges fra lungerne.
"Søn, kan du vende tilbage hurtigst muligt. Din mor, og dødsboet trænger til dig."
Hans imponerende far havde aldrig før brugt så bønfaldende tone med ham. Som den næstældste søn og altid mere frække, han brugte til sin faders dårlige kigger og påtaler. Men inderst inde vidste han, at den gamle mand elskede ham lige så meget som han elskede Griffin. Og jeg havde ikke nævnt det i sit brev, William vidste, at
ha
n
havde brug for ham i øjeblikket!
William kastede brevet til side og begyndte forberedelserne til rejsen til hans ejendom i Devonshire. Han havde en lang rejse foran sig.
*******************************
Et år senere
London, 1889
"Far, du ved godt, at jeg ikke ønsker at gifte sig," Katherine håbede af hele sit måske at hendes far forstod hendes følelser, men hun vidste i sit hjerte, at det var noget nær umulig. Hun beklager undskyldning for en far kun beskæftiget sig med mennesker og ting, som var fordelagtige for ham og hans anseelse i samfundet.
"Har du mistet dit sind unge dame?" Han råbte. "Du er allerede en og tyve og inden længe, vil du blive opfattet som uegnet til ægteskab".
"Men det er, hvad jeg ønsker! Jeg vil dø en gammel tjenestepige…"
"Jeg vil ikke høre mere vrøvl". Jeg har allerede gjort det klart for dem, at Herren Botsworth er et fremtrædende medlem af Parlamentet og et forhold med ham ville forbedre vores status, fo
r
ikke at nævne de positive politiske alliance og afstemninger, som vil komme vores vej. Du har en forpligtelse over for denne familie, og jeg vil se til, at du ikke glemmer det," sagde han med et truende blik i hans øjne. Katherine gøs lidt, men hun nægtede at bøje sig for sine absurde krav. Hun havde ikke sin mor og hun skulle gøre det med al ønskelig tydelighed klart for Herren Laughton.
"Jeg vil ikke gifte sig med en person, bare fordi han har en stor politisk stående! Hvis jeg beslutter at gifte sig med en dag, vil det være for kærlighed." Katherine havde ingen anelse om hvor hun fik modet til at sige det højt.
"Love?" Herren Laughton knækket. "Du lever i en form for et eventyr, du er dum pige? Ægteskab er en måde at styrke båndet mellem allierede, at din mor og jeg gift af samme grund og så skal du! Elsker ikke forekommer i mere end halvdelen af ægteskaber i hele England."
Katherine ønskede at fortælle sin far, at hans ægteskab var den præcise årsag til, hvorfor hun ikke vil gifte sig! Hun havde set sin mor lider i hænderne på flere gange end hun kunne tælle. Hun havde set hende ydmyget, deprimeret. Hun havde altid været et let mål for hendes far at tage bussen ud af alle hans frustrationer og vrede. Havde det ikke været fo
r
hende, hun var sikker på at hendes mor har begået selvmord!
"Jeg har gjort mit standpunkt klart far. Jeg vil ikke gifte sig med Lord Botsworth eller andre mennesker for den sags skyld," udtalte hun med ligeså meget mod som hun kunne mønstre.
Herren Laughton kiggede på hende med foragt, der afspejler klart i hans øjne.
"Jeg ser, at du bliver bare sådan idiotisk mor. Jeg bliver nødt til at tænke på en måde at holde dig væk fra hendes værdiløse." Pludselig hans øjne lyste op med et farligt skær. "Faktisk tror jeg, jeg tænker på at pakke ned til vores daværende sommerhus i 577. Som det er nu, jeg har ikke brug for hende i mit hus længere, nu hvor hun er syg og gammel og hvem, der skal vide, hvis hun ved et uheld falder ned af trappen og dø en tidlig død der i 577! Det vil lindre hendes smerte og traume, som hun er blevet stillet igennem……"
"Fader! Du behøver ikke sådan noget!" Hun næsten råbte helt forfærdede over, hvad hendes far havde foreslaaet.
"Ingen råber på Earl of Norfolk! Det vil gøre dig godt at huske, at næste gang, unge dame. Og jeg tror ikke modtager ordrer fr
a
nogen, hører du mig?" Han tordnede, hans næsebor flaring. "Du gør som jeg siger eller din kære mor skal vi betale prisen for dit tåbelige handling!"
Katherine ønsker at råbe tilbage, men hun vidste bedre end at skændes med ham på det tidspunkt. Han var ved at sprænges med vrede og hun var i humør til at vende sin vrede. Hun nikkede blot og næsten løb tør for den kvælende værelse for hendes eget kammer. Tårer af afmagt og frustration brændte i hendes øjne, men hun klarede dem, indtil hun var sikker på hendes værelse.
Når du er inde, hun lod hende gå og råbte hårdt for hendes fremtid, der blev nådesløst ødelagt af hendes egen far. Bliver hun nødt til at gennemgå den samme skæbne som sin mor? Vil hun også dø en tidlig død trang til sin mands kærlighed og forståelse? Katherine ønsker hun kendte svarene på disse spørgsmål! Udmattet efter græde for længe, Katherine faldt til sidst i en dreamless i drømmeland.
William befandt sig i en af disse meningsløse bolde hvor ambitiøse mødre spankulerede langs med deres Aleksander Peczenik, intetsigende døtre i håbet om fanget titlen ægtemænd for dem. Deres prætentiøse smil og falske latter gjorde ham syg. Men han var nødt til at udholde alle de traumer i aften. Jo, han manglede en Markise for sig selv hurtigst muligt. Hans far var på sit dødsleje, og hans sidste ønske var at se ham gift.
Skyder den gamle mand for landing ham paa en saadan suppe, William. Efter utallige fester og baller, som han havde deltaget i den sidste måned eller deromkring, var han ikke engang et skridt nærmere at finde sin brud. Selvfølgelig var der ingen mangel på smukke damer, både lidt modne og debutantes, men ingen af dem havde formået at pirre nysgerrighed indtil nu. Han havde selv bedt om nogle af dem, men efter et par ture, han havde fundet dem mangler grundlæggende intelligens, som man ville forvente i en fremtidig partner. Kære Herre, har ingen kvinde eksistere i hele England, der var smuk
o
g
intelligent?
Fortabt i sine egne tanker, William var ikke klar over, hvornår hans kære fætter Samantha kom til ham for at hilse på ham.
"William, Hvor har du været?" Hun chirped.
"Åh Samantha! Jeg har været udmærket, tak. Det er en fornøjelse at se jer i aften og jeg må sige du ser positivt charmerende." William var mere end lykkelig for at opfylde Samantha efter så mange år. Samantha, hendes ældste bror Thomas Griffin og William havde været uadskillelige som børn. Minderne om de ferier, som de normalt brugte på deres enorme byhus i 577 var stadig i hans sind.
"Hvorfor tak, kære fætter. Du ser ganske flotte dig," Hun smilede fint på ham.
"Hvor er Thomas? Hvornår gjorde du ankommer til London?"
"Vi ankom i går. For Thomas, han skal være et sted, hvor man forsøger at tiltrække sig opmærksomhed fra nogle intetanende unge dame!" Hun lo.
"Sammy, jeg har brug for at snakke med dig….. Oh! Jeg var ikke klar over du var besat. Undskyld min herre…".
William svor, at han ikke havde set et smukkere syn. Kvinden foran hans øjne var iført en lyseblå kjole, der blev skåret ned p
å
halsen afslører en god portion af hendes bryst. Hendes mørke rødbrune hår var samlet i en fin arrangement i front, med låse af krøller løber ned af hendes ryg. Hendes cremet hud var bare perfekt og hendes store brune øjne og rapkæftede næse gjorde hende ser utroligt smukt. Hendes læber…..Hun har haft de fleste kissable lips, han nogensinde havde set.
"Kat, du husker William, ikke sandt?" Samantha spurgte åndeløst smuk kvinde. Kat? Var denne smukke dame virkelig det afpillede lille pige Katherine Laughton, der fulgte ham som en hvalp omkring deres Sussex townhouse?
Forvirring skinnede i hans øjne et øjeblik før erkendelse.
"Sikke en fornøjelse at møde dig Willi….. Jeg mener Lord Sinclair," Hun bøjede ham en yndefuld curtsy.
"Fornøjelsen er min Lady Katherine," smilede han indvendigt, når en svag rødmen krøb op af hendes cremet kinder. Så hun var stadig nervøs i hans nærhed.
"Hvis jeg husker korrekt, skulle man tiltrådte den hær, havde du ikke?" spurgte hun. Hendes stemme lød som musik i ørerne! Hvad fanden var der galt med ham!
"Jeg blev ringet op sidste år efter Griffin's død," sagde han højtideligt.
"Åh, hvor kunne jeg glemme det! Jeg er ked af dit tab William…øh…jeg mener Lord Sinclair," hun kiggede på ham med store brune øjne og William havde mistet et øjeblik. Hvorfor havde han ikke bemærket de smukke øjne for otte år siden?
"Du kan kalde mig William, jeg har ikke noget imod. Det er jo hvordan du rettet mig for alle de år siden."
"Ah, men vi var kun børn. Meget har ændret sig i de sidste par år er min Herre," Hun smilede til ham og William's hjerte stod stille. Hun kiggede endnu mere smuk, når hun blinkede, fortryllende smil.
"Der er sket mange ting i sandhed!" udbrød Samantha. "I stedet for de små partier ved søen, vi alle deltager i disse super kedelig nosser!"
William grinede højlydt. Samantha svarede virkelig hader sådanne meningsløse drøn godt lide ham.
"Hvad har du lyst til at tale om Kat?" spurgte Samantha, pludselig mindet om hvorfor Katherine var kommet til hende.
"Der er intet, som ikke kan vente i et par minutter. Nyd jeres chat med Lord Sinclair…".
"Katherine, værsgo! Jeg har ledt efter dig over det hele." Det var Lord James Laughton, Katherine's far og jarl af Marlborough. William bemærkede den pludselige ændring i Katherine's opførsel da hendes far kom hen til hende. Mens hun havde leet frit et par minutter tilbage, hun havde nu stivnede hendes rygrad, og hendes ansigt havde et dystert, nærmest udtryk af smerte.
William vidste ikke hvorfor, men han havde aldrig brudt mig Herren Laughton. Han havde altid syntes at være for….. vægelsindet, for overfladisk til ham. Så snart han lagde mærke til, William the Earl nikkede i hans retning.
"Godt at se dig William. Hvordan er din far laver nu om dage? Det har været et stykke tid siden vi mødtes sidst."
"fars tilstand er bedre nu, tak. Jeg vil sørge for at videregive deres gode ønsker til ham."
Jarlen tog fat i datterens arm og forsvandt ind
i
mængden efter at undskylde sig. William kunne ikke undgå at bemærke, at jeg ikke var alt for glade for at ledsage sin far, hvor han ledte hende.
"Hun er væk!" samanthas ord bragte ham tilbage. Hans fætter var et uartigt glimt i hendes øjne.
"Hvem?"
"Come on, William! Du kiggede på hende som om hun var den eneste kvinde i denne kvælende fest!"
"Jeg må sige hun har udviklet sig til at være en fantastisk kvinde!" William.
"Ingen tvivl om det! Og hun har så meget mere end bare se godt ud. Men ak, Jarl er ivrig efter at gifte hende bort til Herren Botsworth!" Samantha afsløret.
"Herre Botsworth! At bugvattersot gamle Duke? Han er værdig til at blive hendes far, for himlens skyld!"
"Jeg ved det! Men han er en vigtig del af samfundet og Lord Laughton mener, at denne kamp ville gavne hans familie
politis
k
," hans fætter svarede med dårligt skjult foragt for mennesket.
"Men Katherine…. Hvorfor er hun enig i kamp?"
"Jeg har absolut ingen anelse om jeg har en mistanke om, at hendes far tvang hende til at gifte sig med Botsworth. Så vidt jeg ved Katherine, hun absolut hader tanken om ægteskab. Hun havde selv sagt til mig i så mange ord i sidste sæson".
"Hmmm…. Det ville være ærgerligt, hvis en kvinde som charmerende som hun bliver gift med den vellystige hertug."
"Det ved jeg godt. Men jeg kan ikke gøre for at hjælpe hende, indtil hun beslutter at fortælle mig grunden til hendes pludselige forandring i hjertet. For blot et par måneder siden, hun ønskede at forblive en spinster forever og det synes nu, som om vi ville blive hørt nyhederne om hendes betrothal!"
Da Herren Stanning kom op til dem og bøjede før Samantha.
"Skal vi Danse min frue?"
"Åh jo!" svarede Samantha, blafrende hendes øjenvipper på den smukke mand. Gode Gud! Hvis hendes fald ladylike fætter sagtens kan enamor en mand så intelligente som Herren Stanning, hvilket håb han har for alle de andre mænd på bolden!
Ude af stand til at hjælpe sig selv, William omkring det enorme balsal håber at spotte Katherine igen. Og han formår at finde hende til sidst.
Som han havde forventet, hun stod ved siden af hendes far, et falsk smil på hendes læber, da hun i de små snakke med Herren Botsworth. Han lagde mærke til, at den skaldede patch på Lord Botsworth's hoved havde vokset betydeligt siden sidste gang, han havde set ham og hans mave var også vokset sig større og rundere. Den blotte tanke om Katherine giftede sig med at flemming gjorde ham vil slå noget hårdt. Hans hænder ufrivilligt balled til næver som han mærke Botsworth's øjne roaming frit langs Katherine's slanke figur. At bastard!
Men William havde ikke set Katherine i næsten otte år, han havde engang mente at hun var hans ven….. okay, men
han
s
ven; men hans fætter. De havde brugt så mange aftener spiller omkring deres rækkehus. Herren Laughton's og deres byhuse lå ved siden af hinanden i årene 1960-62, og de havde alle haft deres ferier sammen der. Han havde aldrig for meget til hende på det tidspunkt han var næsten fire år ældre til hende, men han huskede at hun havde altid været helt forelsket i ham. Han vil ofte fange hende stjæl
e
blikke hans måde og hun var altid mere end ivrige efter at adlyder hans mindste vink, når de spillede gemmeleg og andre barnlige lege.
Som barn, Katherine havde været heftige og frimodig. Men kvinden foran ham kiggede så passiv og resigneret, som William gjorde virkelig lyst til at ryste noget fornuft ind i hende. Hvad var årsagen bag hende mærkelig opførsel? Hvorfor blev hun så dette skuespil da hun gjorde aldrig nogensinde at blive gift? Hvad eller
hve
m
havde tvunget hende til at ændre hendes sind?
Så meget som William ønskede at kende svarene på alle disse spørgsmål, vidste han, at han ikke kunne spørge dem direkte. Han måtte finde Samantha. Måske hun kunne hjælpe ham med at finde nogle svar.